"Jeg tænker på at købe nyt kamera - hvad synes du?"

June 29, 2015  •  Leave a Comment

ARKIV 24. MAJ 2009

 

Det slog mig i aftes, da vi slentrede bort fra lystbådehavnen i Århus efter en forrygende fest, at det forbavsende ofte er et standardspørgsmål hen over bordet til sociale sammenkomster efter at vore relationer til værtsparret, vejrets omskiftelighed og vinens temperatur er blevet sat på plads.
Og i denne sluttede kreds kan jeg da godt afsløre, at jeg tit kaster et skjult blik på spørgeren og lader blikket glide videre til detaljer som hvilken bilnøgle ligger der foran, er der en avanceret telefon indenfor rækkevidde og den slags detaljer, der kan fortælle lidt om tekniske interesser. Derefter kan et par henkastede opklarende spørgsmål afsløre, om det i virkeligheden er et nyt legetøj for manden i huset der er brug for, eller måske er en ægte interesse, der efter nogle års dvale skal vækkes til live igen - nu i en digitaliseret verden.

Er det blot et legetøj der skal indkøbes er næste råd klart. Køb et digitalt spejlreflekskamera til mindst 5.000,- og hellere i dag end i morgen! Det er normalt ikke så svært et råd at give, for de fleste har allerede taget den beslutning eller allerede købt det. Og jo før man får købt jo hurtigere kan det heldigvis blive forældet så man er nødt til at opgradere til nyeste model ;-)
Det de i virkeligheden spørger om er - hvor meget tilbehør er det nødvendigt at have for at kunne tage et rigtigt godt billede, og her svarer den kamerainteresserede ofte selv i næste sætning - jeg har tænkt på at købe en zoom som går op til 300 mm - den koster kun 2000,- ekstra. Her bliver det farligt! Det er i sandhed skræmmende så lykkelige nogle mænd ser ud mens de forklarer at længere må være bedre - og her taler vi selvfølgelig kun om objektiver.


Argumentet er oftest, at så kan man jo tage billeder langt væk. Ja - men har du brug for det? Hvor tit flyver der en kongeørn forbi i 8. sals højde mens dit kamera er skudklart eller hvor tit sejler der en halvnøgen kronprins forbi 400 meter ude i Øresund som du potentielt kan blive et rigere menneske af at indfange for eftertiden? Det er som om det er vigtigt at kunne tage billeder på 50-100 meters afstand uden at stige ud af bilen, uden at gå ind i børneværelset eller uden at tage del i festen. Stor misforståelse!


De gode billeder kommer oftere når man går tæt på ved hjælp af fødderne ikke zoomringen. Perspektivet bliver bedre, intimiteten og nærheden bliver bedre og du kan tage billeder under dårligere lysforhold. De fleste fotohandlere bruger nemlig ikke meget tid på at forklare, at et zoom-objektiv, der eksempelvis dækker et område på 100-300 mm og koster omkring et par tusind, er stort set ubrugeligt til andet end udendørsoptagelser i sollys og skarpheden er under middel.


Hvis de indledende iagttagelser og spørgsmål har afsløret, at er er et ønske om rent faktisk at opnå bedre billeder er min anbefaling ofte at gå på indkøb efter et lille men effektivt redskab kaldet en 50 mm objektiv til at sætte på spejlreflekskameraet. Lysstærkt, diskret, effektivt til portrætter og pludseligt opståede situationer, ofte billigere - og det vejer meget mindre. Sidstnævnte er ikke uvæsentligt.
- Det er skræmmende så mange af de andre gæster der ikke orker at tage kameraet med fordi det er for tungt. Så måske skulle de i stedet have købt et godt lommekamera.


Det er i hvert fald en forudsætning for nogensinde at få et godt billede, at kameraet er med!


Comments

No comments posted.
Loading...

Erfaren freelance fotograf, bosat nær Århus.

Uddannet fotojournalist fra Journalisthøjskolen og fotograferer bl.a. portrætter og reportage til fagblade, magasiner samt private og offentlige organisationer.

Underviser desuden i fotografi - indhold og teknikker, etik og billedbehandling på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, UPDATE.DK og på private kurser, samt laver video for virksomheder og interesseorganisationer.

Tidligere fotograf bl.a. på Morgenavisen Jyllands-Posten, Dagbladet Holstebro-Struer m. fl.

Subscribe
RSS
Archive
January February March April May June (11) July August (1) September October (1) November December
January February March (1) April May (1) June (1) July August September October November December
January February March (1) April May June July August September October November December